Spørgsmålet jeg længe har gået og tumlet med er:
Hvorfor var Micro klasserne så gode for 10 år siden, til at rekrutere unge kørere og forældre til klublivet, en blomstrende underskov der fyldte klubberme med aktivitet, og hvorfor er Micro sporten det så ikke længere?
Hvad gik der galt, så at sige....hvis altså noget gik galt?
Et tilbageblik:
Oprindelig var Micro klasserne, både i DMU og i DMCU, hestekraft begrænsede.
Det betød at en Micro 50 cc maskine ikke måtte yde mere end 6,2 hk og en Micro 80 ikke over 10 hk, begge målt på baghjulet.
Det betød at motorerne ikke var belastet når de kørte og det betød, at forældre tilsvarende ikke var belastet af omkostninger da grejet holdt rigtig længe.
DMU er jo en elitesports union, intet forkert i det, men de fik altså fokus flyttet fra børns leg og forældres små omkostninger til, at der ingen begrænsning skulle være, udover forældres evne til at skaffe den fornødne økonomi til alle tuningsgrejerne, altså.
Sunspunktet var, at uden dette tiltag, var det ikke muligt at skabe MX verdensmestre.
Et andet argumentet var, at det var for besværligt at kontrollere motorcyklerne.
DMCU adoptere, omend med nogen forsinkelse, denne præmis.
Vi var nogen der ikke var enige, men måtte så i gang med at udvikle hestekræfter, og vi endte i nærheden af 15 brugbare af slagsen på en 50 cc Polini X3FR!!! Vi fik bevist at vi kunne, flere mesterskaber fulgte, men efter vores mening, var beslutningen om fri tuning, den mest indflydelsesrige enkelt årsag til, at man slog Micro klasserne ihjel.
Var det fornuftigt? Var det omkostningsreducerende for forældrene? Var man nødt til at have tuner og personlig træner i Micro klassen for at begå sig?
Vi mener svaret er: nej, NEJ og Ja. Økonomien sprængte simpelthen Micro forældernes budgetter.
Hvad fik klubberne så ud af fri hestekræfter blev indført?
Jo, der blev færre Micro kørere og med dem, også færre forældre til klubbernes aktiviteter, til rekrutteringen til klubbernes banevedligehold, bestyrelser etc. som kom primært fra de netværk der opstod imellem forældre i Micro.
Det kræver mod at træffe beslutninger, nogen er rigtige, andre kan vise sig at være det modsatte, men behøver man at fastholde en beslutning der er til ugunst for klubber og forældre, nu da vi har set resultatet af de beslutninger der blev truffet dengang?
Hvor er modet blevet af? Når man træffer beslutninger, har man så ikke også forpligtigelsen til at sige: Det må vi lave om, for det gik ikke som forventet?
Vi har talt meget om det og om at, "noget" bør gøres og at "nogen" må.... og så var det at jeg gik og tænkte over hvem "nogen" egentlig er?
Hvad skal der egentlig til- og er det et uoverstigeligt problem?
Svaret på det første- Hvad skal der egentlig til - er en mobil prøvebænk, der kan være til stede på banerne til løb fuldstændig på samme måde som støjmålerne er det i dag med deres grej.
Svaret på det næste - er det et uoverstigeligt problem - Nej det er det ikke!
Beviset ser du her, vi er i gang med fremstillingen af en lille mobil prøvebænk, med tryk på mobil... Vi har udviklet hardwaren her på værkstedet. Vi har fået udviklet software der kan alt det man forventer, at et tip top moderne rullefelt skal kunne og det er vi i gang med at installere i transportable units sammen med strømforsyninger, skærme, printere, blæsermoduler til afkøling af motoren etc.etc.alt sammen lige til at rulle ud og sætte op på stedet.
Nogen må gøre noget...
Følg med her på siden vi opdatere projektet løbende....
